Mette Frederiksen med 1. maj-kritik af regeringen: Løkkes besparelser på erhvervsuddannelser er en vækstdræber

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen // Foto. ft.dk

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen benytter 1. maj til at rette en kritik mod statsministeren. Frederiksen kalder regeringens politik i forhold til erhvervsuddannelser for “decideret økonomisk uansvarlig.”

– Vi har forsømt erhvervsuddannelserne i mange år, og vi har i dag en regering der bliver ved at skære ned, siger hun.

Frederiksen mener sågar at regeringens politik på området er en “vækstdræber.”

Mette Frederiksen: Flere unge der skal tage en erhvervsuddannelse

Socialdemokratiets formand ser gerne flere unge tage en erhvervsuddannelse, og angiver at Danmark i fremtiden kommer til at mangle håndværkere. 

– Socialdemokratiet vil styrke erhvervsskolerne, og vil vi gerne give de praktiske fag en mere central plads i folkeskolen. Sløjd, hjemkundskab og design, uddyber Mette Frederiksen.

50.000 kroner til unge der tager en erhvervsuddannelse

Frederiksen hævder at virksomhederne kommer til at tabe ordrer, hvis ikke Danmark får flere håndværkere. I samme forbindelse foreslår socialdemokraten, at unge der tager en erhvervsuddannelse skal have en kontant bonus, når de er færdigudlærte. Hun mener at unge der går “imod strømmen”, skal belønnes økonomisk. 

– Hvis du tager en faglært uddannelse, eksempelvis som smed, så får du 50.000 kroner, præciserer Frederiksen.