Flere partier vil ikke støtte forbud mod gaver til politikere på over 5000 kroner

Folketingssalen // Foto: Christoffer Regild

 

Alternativet har fremsat forslag om at alle valgte politikere skal forpligtes til at registrere gaver til en værdi over 1000 kroner i et offentligt tilgængeligt register, hvis gaverne modtages i forbindelse med deres hverv som politiker. Forslaget gælder både folketingsmedlemmer, medlemmer af kommunalbestyrelser og regionalpolitikere.

Samtidigt skal alle valgte politikere helt forbydes at modtage gaver til en værdi af mere end 5000 kroner i tilknytning til deres politiske hverv.

Alternativet: Mere åbenhed

Alternativet vil med lovforslaget imødegå den seneste tids debatter om hvornår det er acceptabelt for en politiker at modtage gaver og tjenester.

-Vi har inden for det seneste halve år oplevet, at der har været rigtig mange skriverier om gaver, tjenester, og det ene og det andet til politikere, hvor jeg nogen gange sidder og tænker: Hold da op, hvor er det små sko man går i ude i Danmark, og også i medierne. Men hvad nu hvis der lige en enkelt gang var noget om det? Det er jo det der skaber problemerne for alle andre, siger Alternativets Rene Gade

Regeringen vil ikke støtte forslaget

Hos regeringen ses der intet behov for at ændre på de nuværende regler. Justitsminister Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti, mener at de rammer der er for folkevalgtes modtagelse af gaver på nuværende tidspunkt er tilstrækkelige.

-Der findes allerede registreringsordninger og åbenhedsordninger, som betyder at ministre og folketingsmedlemmer skal registrere gaver som de modtager som ministre eller i tilknytning til deres medlemskab af Folketinget, siger Pape.

Derudover fremhæver ministeren at politikere som reglerne er nu, kan straffes for bestikkelse i medfør af straffelovens bestemmelser.

Pape: Politikere er hæderlige og ordentlige mennesker

Justisminister Søren Pape Poulsen ser også forslaget som potentiel grobund for mistænkeliggørelse af politkere, som ikke har noget på sig.

-Jeg mener faktisk at de fleste politikere er ordentlige og hæderlige mennesker, og derfor mener jeg ikke at der er brug for sådan et forslag her, tilføjer han.

Alternativets Rene Gade er enig i at politikere er åbne og ærlige, og mener at det kan bevises ved at opsætte åbne og klare regler, når det kommer til politikeres gavemodtagelser.

-Det vi lægger op til er simpelthen bare klare rammer, så man netop kan se at politikerne handler som de skal. Hvis der ikke er åbenhed, så kommer rygterne og historierne – og engang imellem er der røg fordi der er ild, understreger han.

Dansk Folkeparti: Man prøver at sparke en åben dør ind

Heller ikke hos Dansk Folkeparti udtrykkes der sympati for forslaget. Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby mener at Alternativet prøver at gøre sig bedre end Folketingets andre partier.

-Jeg synes at man prøver på at sparke en åben dør ind, med det her beslutningsforslag. Det er sådan lidt det vi kalder et “feel-good” forslag: Alternativet vil gerne påberåbe sig at de er lidt bedre end os andre i forhold til at se på den her udfordring. Alt ære og respekt for det. Det har vi ikke noget imod at diskutere, men jeg tror bare ikke, at der er så forfærdelig meget at komme efter, siger Dansk Folkepartis ordfører.

Enhedslisten: Nødvendig diskussion

Hos Enhedslisten finder man dog en anderledes positivt stemt Pelle Dragsted, som anser diskussion om gaver til politikere for nødvendig.

-I den tid vi lever i nu hvor der er en voksende mistillid til det politiske system, som vi ser forskellige steder i verden, synes jeg at vi skal være særligt opmærksomme og åbne over for at diskutere den her slags tiltag, argumenterer han.

Dragsted henviser til at politikere – ligesom offentlige ansatte – bør underlægges et tydeligt og klart defineret regelsæt i forbindelse med modtagelse af gaver.

-Det er også lidt pudsigt at der er strammere regler for offentligt ansatte i forhold til modtagelsen af gaver, fremhæver Dragsted.

Enhedslistens ordfører mener at reglerne for offentligt ansatte rent faktisk beskytter den enkelte fra at sættes i en situation, hvor man selv skal vurdere om en gavemodtagelse vil være berettiget. Pelle Dragsted mener at det samme bør være tilfældet for politkere.

-Vi er jo også en slags offentlige ansatte. Det i hvert fald danskerne der betaler vores løn, slutter han.

Socialdemokratiet: Forslaget er for rigidt

Længere inde mod venstrefløjens midte er der dog ikke de samme argumenter at spore. Socialdemokratiets Christina Antorini kalder beslutningsforslaget for “rigidt”.

-Vi synes det [forslaget] er for rigidt, og vi synes egentlig ikke at det løser det som ellers er den gode intention – at der skal blive klarere retningslinjer – fordi der vil komme præcist de samme diskussioner i forhold til de grænser som Alternativet har foreslået, som der vil være i dag, siger hun.

Alternativet må derfor se langt efter en bredere opbakning til forslaget.