Løkke: Danmark har brug for Europa

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre // Foto: ft.dk

 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen benyttede sin tale ved Europadagen i forgårs til at understrege sin glæde ved det europæiske samarbejde.

– Hvor ligger omdrejningspunktet for vores økonomi, velstand og sikkerhed? Hvor varetager vi bedst vores interesser? I Europa, siger han.

Løkke mener at Danmark har brug for Europa.

– Verden har brug for Europa. Et stærkt Europa, som både har vilje og tyngde til at gå forrest og vise vejen. Og Danmark har bestemt brug for Europa. Vi er en lille åben økonomi. Mere end 60% af vores vareeksport går til Europa, fremhæver han.

Løkke: Vi putter med det europæiske

Desuden sætter statsministeren spørgsmålstegn ved den måde som vi i Danmark forholder os til det europæiske.

– Alligevel har vi herhjemme en tendens – vi har alle sammen en flig af det, det har jeg også haft – til at gemme det europæiske af vejen. Og kun tage det frem og støve det af, når vi skal stemme ja eller nej til noget. Det er da tankevækkende, at vi putter sådan med det.

Løkke fastholder at vi er både danskere og europæere på samme tid.

– Vi er danskere, men vi er også europæere. I 45 år har vi nydt godt af fællesskabet. Vi nærmer os et guldbryllup. Vi fejrer sølvbryllup for Det Indre Marked. For mig er det noget, vi skal se frem til at fejre.

Statsministeren: Vi er nødt til at starte en samtale om Danmarks forbehold

– Udviklingen går særligt stærkt på områder, hvor vi har forbehold. Hvor vi derfor ikke deltager fuldt ud. Og derfor er vi nødt til at starte en samtale i Danmark, om hvad det betyder for os. Hvis vi stiller os udenfor indflydelse, lader vi andre bestemme over os, siger Løkke.

Til trods for en åbning i forhold til diskussion af EU-forbeholdene, afviser Løkke dog at der kommer folkeafstemninger på denne side af et valg.

– Og nu tænker I så – han vil af med forbeholdene. Han vil vride armen rundt på danskerne. Nej, det vil jeg ikke. Ikke det sidste. Lad mig sige helt klart: Der kommer ikke en folkeafstemning om de danske forbehold på denne side af et valg, fastslår han.