Regeringen vil sætte håndværk på skemaet i 9. klasse

Undervisningsminister Merete Riisager, Liberal Alliance // Foto: ft.dk

 

Der skal flere praktiske fag på skemaet i folkeskolens udskoling. Sådan lyder ét af en række nye forslag som regeringen står klar til at forhandle om. Regeringen vil have både håndværk og design til at fylde mere i den danske folkeskole.

Desuden vil regeringspartierne have at de nye praktiske fag skal afsluttes med en prøve, og at muligheden for erhvervspraktik skal udbygges.

Undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance savner flere praktiske fag i folkeskolens udskoling.

-Udskolingen er nærmest blevet støvsuget for praksisfaglige fag. Undervisningen her afspejler slet ikke, at praktisk forståelse og det at kunne et håndværk i den grad også tæller. Det skal vi ændre, og det er der bred enighed om i forligskredsen. Derfor ser jeg frem til, at vi kan sikre, at de ældste elever i folkeskolen fremover lærer at omsætte deres viden til praktik, siger Riisager.

Dansk Folkeparti: Erhvervsuddannelser er gymnasiale uddannelser ligeværdige

Dansk Folkepartis folkeskoleordfører Alex Ahrendtsen mener også at der er behov for at præge området i en retning til fordel for erhvervsuddannelserne.

-For Dansk Folkeparti er det centralt at styrke de praksisfaglige fag. Vi ønsker helt grundlæggende at genoprette balancen mellem de boglige fag og de praksisfaglige fag, fordi folkeskolen selvfølgelig skal pege frem mod de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne som ligeværdige ungdomsuddannelser, siger Ahrendtsen.

Dansk Folkeparti er derfor gået sammen med regeringen i oprettelsen af initiativerne.

De Konservative: Vi kommer til at mangle faglærte – vi skal gøre noget

Det Konservative Folkepartis undervisningsordfører Brigitte Klintskov Jerkel mener at erhvervsfagene skal tænkes ind i folkeskolen, hvis ikke Danmark skal stå uden den fornødne faglærte arbejdskraft i fremtiden.

-Dansk Arbejdsgiverforening vurderer, at Danmark vil mangle 60.000 faglærte i 2025, og det bliver kun værre, hvis ikke vi gør noget nu. Får vi ikke flere uddannet, kan det betyde, at vi må indhente arbejdskraft fra andre lande, det mener jeg ikke, vi har brug for. Derfor skal den erhvervsfaglige del tænkes ind i folkeskolen, så de unge har den rette viden og interesse for de praktiske fag, når de skal vælge uddannelse, siger den konservative undervisningsordfører.

Regeringens og Dansk Folkepartis samlede pakke af initiativer udgøres af følgende:

  • Håndværk og design skal på skemaet i 8.- og 9. klasse.
  • Der skal følge en ny afsluttende prøve med til de nye fag.
  • Praktiske færdigheder skal kunne blive en del af projektopgaven som elever i 9. klasse skal gennemføre.
  • Der skal være mulighed for erhvervspraktik.
  • Skolerne skal tildeles flere værktøjer som skal bruges til at indarbejde faglige forløb i undervisning der fremmer den praktiske faglighed.